Kender du det, at du står nede i supermarkedet med en lang indkøbsliste fuld af frugt, grønt, mælkeprodukter – du skal have tusind ting. Men hylderne er så indbydende, opsætningerne er så flotte, det hele er kreeret så formfuldendt og kreativt, at du ikke kan nænne at fjerne så meget som en appelsin. Nå, ikke? Prøver du at sige til mig, at dit supermarked ikke ser sådan her ud?
Måske heldigt nok, for man ville da ende med tom kurv hver gang, fordi man ikke nænnede at pille ved skønheden.
Hverdagseskapisten vender tilbage. Denne gang med et blogindlæg fra den virkelige hverdag i stedet for et blogindlæg fra min syge, farvestrålende, urealistiske fantasihjerne. Lille pjathjerne, der så ofte bringer mig i uføre. Derfor i stedet, hverdagseskapisten presenting:
Virkeligheden anno November 2013 ala Østerbro aka barnevognsapostlenes højborg.
Jeg har spist brunch med en veninde, og det er der ikke noget ekstraordinært ved. Hun havde sin baby med, og det er der for så vidt heller ikke noget ekstraordinært ved. De fleste i min vennekreds formerer sig med skræmmende hast disse år. Knapt når én baby at slippe maven, før en ny gør sin entré. Men det der var ekstraordinært, selv om det vel egentlig heller ikke var det, men det, som denne blogpost skal handle om. Er meningen med livet simpelthen. Mindre kan næppe gøre det.
For hun sidder der, ser helt træt og tyk ud, med det her igledyr hængende på maven i en politisk korrekt vikleting. Og siger til mig, at det er det største i hele verden. Den største lykke, den vildeste meningsfuldhed. Og alt hvad jeg ser er slid og slæb og dybt usexet praktiskhed og søvnmangel. Men jeg tror på hende, for jeg kender hende, og hun er klog og hun er ærlig. Så jeg må ligesom acceptere, at det er der. Lykken, selv om den er virkelig svær at få øje på, set udefra. Og hvor efterlader det så mig? En smerteligt single type (Nikolaj Steen har ikke ringet …) der ikke ligefrem har hverken børn eller barn på bedding. Sagen er, at jeg bliver nødt til at finde på noget andet. Lige nu. Der giver mening. Jeg har planlagt noget, sådan i første omgang, og jeg ved ikke, om det holder ved. Men jeg har planlagt at blive VERDENS BEDSTE ARBEJDSKRAFT med karrieren på skinner. I må ikke sige det til hr. boss endnu, jeg skal lige prøve det af et par uger, og vil helst ikke, at han opdager noget og så bliver skuffet, når jeg igen synker ned i apati og sløsethed. Men nu er den her. Fremtiden. Som perfekt karriereminded 30-something halvlækker type med opdateret linkedinprofil og faglitteratur på hylden og YDERST proaktiv tilgang til arbejdsdagen. I kan godt begynde at glæde jer.
Nu var jeg alligevel gået i gang med BoraBora og alt det her vintereskapismen, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne gå all out. Jeg har sådan været lidt på jagt efter det bedste i hele verden. Det er jo ikke 1000% uænkeligt, at jeg bliver opdaget i metroen eller sådan noget. Hvem var det nu, at det skete for? Hende der Emilia med Big Big Girl in a Big Big World? Eller måske en anden. Anyhow. Jeg kan godt lide at nynne lidt i metroen. På min cykel kan jeg endda finde på at give den rimelig meget gas. Og helst på noget halvåndssvagt ala Rasmus Seebach eller John Mogensen. Og hvem ved, måske en dag cykler Nikolaj Steen lige bag mig og bliver fuldstændig blown away, ja sådan nærmest instant in-love-ish, pg.a. min skønne klang.
Tilbage til pointen: Jeg bliver superstjerne, jeg tjener kassen, jeg lever luksuriøst Rihanna-liv med rejser jorden rundt. Og SÅ skal den have fuld luksussmadder. Jeg har fundet det her resort på Maldiverne. Luksus med luksus på, er det! W Retreat & Spa.
Man flyver ud med privat jet og bor i små villaer på havet. Hallo. Det er sgu da lige mig! Skal bare have en ordentlig røvfuld slamkrimier med og a steady supply of virkeligt heftige gin og tonics og pomfritter. Så er jeg en happy camper. Uden luftmadras og villatelt, nu med privat pool og loungeområde til startpriser pr. nat fra 8400 Dollarzzzz! Sygt nok, alligevel. Er ikke hundrede procent sikker på, at der findes luksus, der er så mange penge værd.
Men tjek lige nogle syge billeder:
Der kunne jeg da godt lige bruge et par uger på langs. Hvis jeg sku’. Og Nikolaj Steen, hvis du læser dette – call me!
Jeg har brugt weekenden på åndssvage ting. Hej overspringshandlinger. Først har jeg googlet Bora Bora. Tænkte det var et oplagt mål til vinterferien. Det viser sig, at sådan et par uger i en bungalow på stranden koster over 50.000 :-O Who would have thought!?
Det ledte til akut ændring af planerne. Jeg kan simpelthen ikke nå at spare så meget op. Så nu har jeg meldt mig til lottoservice. God løsning, synes jeg selv. Regner med at invitere T med. Bedste veninde, god i en bikini, deler min passion for vandret inaktivitet og lediggang. Har allerede planlagt det, regner med at vi tager af sted lige efter nytår. Kalkulerer med at brænde omkring 150.000 af, det efterlader stadig en del millioner til vanvidsshopping, villa på Frederiksberg, deltidsjob på luksusmåden og økokylling til aftensmad hver dag. Og massage. Og rengøringsdame. Har mange planer, pengene skal nok få ben at gå på. Jeg glæder mig allerede til på lørdag, min mor kommer nok til at hyle lidt i telefonen, når jeg ringer og fortæller hende den glædelige nyhed. Mor, jeg er blevet millionøse. Ja, du hørte rigtigt. Ja, mor. Jeg skal nok betale jeres nye gardiner. Sådan er jeg bare. Og så næste mandag, når jeg ringer til hr. chef og fortæller, at jeg ikke har tid til at komme på arbejde, for jeg skal lige shoppe for et par hundrede tusind. Kan kigge ind med kage bagefter. Han kommer næppe til at græde, men han kommer sandsynligvis til at tvinge mig ind på kontoret. Suk.
Men nå, Bora Bora here I come!
Jeg logger lige ind på min spritnye og allerede pinligt misrøgtede blog for at fortælle, at der er sket noget STORT i undertegnedes lille liv. Med stort mener jeg, ja, er forsøg på at blive mindre sådan set. Jeg har meldt mig ind i et fitnesscenter! Jeg har Ron Coleman-agtige ambitioner. Hvem er Ron Coleman? Spørger du måske. Til det kan jeg kun sige, at du ved for lidt om freaky muskelmænd. Ron Coleman er ham her:
Ok, knap så solbrun, og hestehalen må I tænker jer til, men så er den der også næsten. Fuck det bliver godt! Farvel dellefrans og hej Heidi Klum-krop. Jeg glæder mig allerede til at slænge mig på stranden med min nye fitnesskrop. Nu skal jeg bare lige have rejst mig fra sofaen, hep!