Min mormors fætters hus brændte ned engang. Det var frygteligt, det brændte ned til grunden. Det eneste der overlevede, var det vasketøj som hang ude på snoren. Det skulle vaskes igen. ALT andet var væk. Så boede han i en skurvogn i månedsvis, mens de byggede et nyt hus til ham på forsikringens regning. Jeg var oppe at besøge ham, oppe at gå en tur i ruinerne, sortsvedne rester af hans liv. Han var en mand, der gemte alt og havde et hus, der nok var rigeligt fyldt – det tror jeg også, at han selv ville sige. Og så skulle han starte helt på ny. Gamle mand, sprøde nye liv, spritnye møbler fra Biva.

Og det er sært skamfuldt at indrømme, men der var en særlig skønhed over dette nedbrændte hus, en slags destruktionens æstetik, de kun akkurat genkendelige hverdagsgenstande der stak op rundt omkring og mindede os om, at dette har engang været et hjem.

Bruno Torfs Art and Sculpture Park har ligesom min mormors fætters hus været offer for en altødelæggende brand. Beliggende i Marysville i Australien blev parken offer for en kæmpe brand i området. Parken brændte ned til grunden og kun de fantastiske skulpturer stod stadig. Frygteligt forfærdeligt, men billederne indeholder samtidig en sær skønhed. Døm selv. Og nyd billederne af en have, der igen blomstrer. Efter ild kommer … ja, liv eller sådan noget i den stil. Verden er et vildt sted.

Før branden:

Nedbrændt:

Efter branden:

Kender I det, at man bestiller et almindeligt 3-stjernet hotelværelse i en eller anden tyrkisk badeby sammen med en veninde. Man skal ligesom bare ned og have noget sol og varme, og det ser fint ud. Man er jo røvfattig og kan ikke tillade sig at være picky. Og når man så kommer derned, er poolen som sådan et badebassin, jeg havde i haven som barn. Mikroskopisk lille, så man knap kan tage et eneste svømmetag, før man når den anden ende. Man kan gøre meget med fish eye linser og den slags i dag. Eller photoshop måske endda, for de mere desperate.

Men nå, når jeg engang vinder i lotto, bliver min bekymringer nok nogen andre. Du kan nok godt gætte, hvilken retning jeg er på vej i. Jeg er på vej i en luksuriøs retning, en retning for millionøser og kærester til Hollywoodstjerner (seriøst James Franco, call me!) – jeg er på vej til at vise jer nogle af verdens mest fantastiske pools. Pools der gør det godt igen efter alle de år, hvor du har dasket rundt i et trist lille poolhul i Alanya med tusind andre blegfede solhungrende danskere. I present to you:

Verdens vildeste pools

Ok, så jeg har jo den her tanke. Om at det nok skal være mig og James en dag. Jeg tror virkelig, at vi ville passe godt sammen. Sig lige hej til James igen, bare for en god ordens skyld:

Min tanke er, at jeg møder James, mens han er i Danmark for at indspille lavbudgets indiefilm (den film der senere vinder ham en Oscar, som han dedikerer til mig, jeg fælder en billedskøn tåre i min Valentino-creation (jeg har levet af kærlighed og kildevand og tabt ca. 20 kilo på dette tidspunkt)) og kommer på forsiden af People Magazine med overskriften ”The whole story about  Francos mysterious scandinavian muse” – og … ja, hvor kom jeg fra?

Nåja. Vi mødes i København. James gusher over min charmerende (pilrådne) Østerbrolejlighed. Og da han må tage hjem efter nogle uger, aftaler vi, at vi snart må ses. Og så sender James mig fandme en flybillet til Vancouver, og vi holder totalt rustik, eco-holiday i King Pacific Lodge, hvor vi ser på fugle, sejler, går hånd i hånd i naturen om dagen – og drikker svinedyr rødvin om aftenen.

Hold kæft manner det bliver godt! Tjek selv vores lille feriespot ud:

Startpriser fra omkring 2000$ pr. nat – men whatthehell, jeg tror ikke, at James er den nærige type. Jeg glæder mig allerede.

Det sjove er, at jeg lægger trykket på første stavelse i ental, men på anden stavelse i flertal eller bestemt bøjning. Ok, det er måske ikke ligefrem hylende grinagtigt. Men sådan gør jeg altså. Der er noget særligt ved tunneller ikke? Noget magisk, romantisk, uhyggeligt eller … ja. Især de naturlige, en helt tæt alle med trækroner så tætte, at man kan stå i tørvejr selv under et skybrud. Heldigvis har verden masser af fantastiske tunneller af alle typer:

Green Mile Tunnel, Ukraine:

Sagano Bamboo Grove, Japan:

Rua Goncalo de Caralho, Brasilien:

Wisteria Flower Tower Tunnel, Japan:

Yellow Tree Tunnel, Wales:

Jeg kunne godt lige (hvis jeg skulle) vandre en tur igennem Yellow Tree Tunnel med James Franco i hånden, sådan helt mild og blød fingerfletning, måske lidt making out et sted i midten (helt uskyldigt, selvfølgelig), snakke om livet og om kærligheden (vores), bare være til stede i nuet. James, for satan. Sig hej til James: